Antropolog og fotograf Sarah Warny Berg stiller med fotoudstillingen "Sig at du ser mig, ellers forsvinder jeg" skarpt på eksistentielle spørgsmål, som hun også tager op på samtalesaloner.
Odense: I perioden den 31. august til 28. september kan man hos Mohrs Galleri på Storm Pakhus se en fotoudstilling af fotograf og antropolog Sarah Warny Berg med titlen "Sig at du ser mig, ellers forsvinder jeg".
- Denne udstilling er en samling af fortællinger fra mennesker, som i perioder har haft det svært og har oplevet, at andre har haft svært ved at tale med dem om det. Udstillingen sætter fokus på, hvor vigtigt det er, at vi tør spørge ind til hinanden, også selvom vi risikerer at blive afvist, akavede eller berørte, når nogen har det svært, fortæller Sarah Warny Berg i en pressemeddelelse om udstillingen.
Den svære samtale
Sarah Warny Berg kombinerer sin udstilling med samtalesaloner, og har til den del af udstillingen inviteret de lokale gymnasier til at besøge udstillingen og booke en samtalesalon, som Sarah Warny Berg beskriver som "en form for faciliteret samtale mellem mange mennesker, som har til formål at skabe samhørighed og åbne deltagernes opmærksomhed på egne og andres oplevelser og tanker".
- Jeg oplever selv, at formatet taler ind i det øgede fokus på at fremme kunst, der kan engagere mennesker, og tænker at I som medier måske kunne have interesse i at dække eventen, eftersom der for tiden er øget opmærksomhed på tiltag, der kan skabe samhørighed og gensidig forståelse på tværs af mangfoldighed, siger Sarah Warny Berg.